Historien om manden der fik en jernstang gennem hovedet

jernstang_1 Alle, der var til stede, er enige om, at den 13. september 1848 var en usædvanlig varm dag. På denne dag, i Vermont i USA, lige uden for den lille by Cavendish, skete der en arbejdsulykke, som for altid skulle ændre vores syn på menneskesjælen.

På denne dag var den unge jernbanearbejder Phineas Gage (1823-1860) i færd med at færdiggøre forberedelserne til bortsprængningen af et klippestykke. Man var ved at lægge jernbanespor mellem byerne Rutland og Burlington, og klippestykket skulle væk. Phineas Gage, jernbanearbejderen, var den rette mand til jobbet, 25 år, kyndig, respekteret, far til fire og en støtte i det lokale kirkesamfund. Alle lovpriste Phineas Gage, og selv fandt han ikke nogen større glæde end i hengivelsen til sine pligter. Et ædelt menneske. Men denne dag skulle det gå galt. Om det var varmen, rutinens falske tryghed, eller om det var noget helt tredje vides ikke, men et faktum er det, at Phineas Gage kl. 16.30 begik en fejl under sit arbejde med krudtladningen. Han fumlede med en jernstang, en gnist sprang, krudtladningen blev antændt, og jernstangen, stor som et kosteskaft, blev sendt ud fra klippen og op gennem Phineas Gage. På den varme sensommerdag fløj jernstangen ret gennem den forreste del af Phineas Gages kranium. Nedefra og op. Jernstangen forlod Phineas Gage gennem den bagerste del af panden og landede mere end 20 meter bag den nu bevidstløse jernbanearbejder. Alle, der havde fulgte jernstangens bane og så Phineas Gage ligge i krampeanfald med blod og hjernemasse spredt ud over det hele, var overbeviste om, at Phineas Gage var i færd med at dø.

jernstang_2 Men sådan skulle det ikke gå. Efter fem minutters frygteligt krampeanfald kom Phineas langsomt til sig selv. Han blev bragt til byen, og her blev han anbragt i en stol på verandaen, til det der dengang hed Adams Hotel. Og her sad han så, da byens læge John M. Harlow (1819-1907) ankom godt en time efter ulykken. Det er velkendt, hvorledes Phineas bød lægen velkommen med ordene: "Det er godt, De kommer, doktor, her er masser af arbejde." Og han havde ret. Der var masser af arbejde for lægen. Hele den forreste del af kraniet var gennemboret af jernstangen, der var blod knoglestumper og hjernemasse overalt. Det var et frygteligt syn. Men miraklernes tid var heller ikke dengang forbi. For at gøre en lang historie kort, så udførte lægen et lykkeligt stykke arbejde. Sårene blev renset, sårfeber og svampeinfektion stødte til, men alt blev nedkæmpet og efter ca. fire måneders sygeleje, bad Phineas Gage om at få sine bukser bragt frem, og herfra gik det hastigt fremad. Og ca. et halvt år efter ulykken var Phineas Gage tilsyneladende helbredt.

Men helbredelsen var kun tilsyneladende. Det var, som om jenstangen på sin vej havde taget det gode i Phineas Gages karakter med sig. Efter ulykken var Phineas som forvandlet. Han begyndte at skulke, han kunne ikke styre sit temperament, han løj, og han slog konen. Phineas var blevet en sjuft. Han stødte folk fra sig. Det gik hurtigt galt for den "nye" Phineas, han blev fyret, konen forlod ham, børnene slog hånden af ham. Han måtte forlade byen. Phineas Gage måtte rejse fra sted til sted, han begyndte at drikke. Og trods den tilsyneladende heldige udgang på ulykken, endte det hele ulykkeligt for Phineas. Phineas døde bare 11½ år efter ulykken alkoholiseret, meget ensom og helt forladt.

Moralen fra historien er klar: Det, der er værst at miste, er evnen til at opføre sig ordentligt. Havde Phineas mistet en arm eller et ben, så var det gået endda. Han havde trods alt haft støtten fra familie og venner. Nu mistede han evnen til at opføre sig ordentligt, og det betød, at han mistede ALT. Han døde ensom. Ensom og ulykkelig. Frontallapperne (pandelapperne) er menneskets smukkeste legemsdel.

(Sidst ændret 14. maj 2012)