Historien om verdens heldigste mand

guld200Jeg har en ven, der hedder Altamiro, han bor i Portugal, og han er verdens heldigste mand. Altamiro blev ikke født som verdens heldigste mand. Forvandlingen skete en juleaften for længe siden. Dengang Altamiro mødte en engel.

Den juleaften, hvor det hele startede, sad Altamiro og spiste klipfisk sammen med sin familie. Klipfisk er det, man spiser juleaften i Portugal. Portugiserne kan lide klipfisk, og alt var, som det skulle være. Hele Altamiros store familie var samlet, maden var god, og der var nok af den. Det var jul, og den store sydlandske lejlighed var pyntet til fest. Det var et fantastisk syn. I Altamiros familie er de meget glade for forgyldte møbler. Alt i Altamiros barndomshjem var forgyldt, borde, stole, reoler, skabe, kommoder og malerirammer; alt, der kunne forgyldes, var forgyldt. Alt glimter af guld i den lejlighed. Jeg har været i Altamiros barndomshjem, og det er en lejlighed, som man kun finder i de varme lande. Meget forgyldt og meget tidskrævende at gøre ren. Denne juleaften var lejligheden pyntet op med levende lys. Sådan var det hver eneste juleaften. Lysene var noget, Altamiros tante, Isabell, insisterede på. Hun elskede levende lys, og hun pyntede op hver jul. Der var vokslys overalt. Mange vokslys. Alene i spisestuen stod der mere end 100 lys spredt rundt i det forgyldte møblement. Det var et fantastisk syn. Flammerne fra lysene blinkede blidt og mangfoldigt og fra det forgyldte møblement strålede og glimtede det tilbage. En julemiddag i skæret fra mere end 100 gyldent reflekterede vokslys. Sådan skal det være. Børnene, Altamiro, Altamiros broder, Miguel, de syv fætre og de tre kusiner, var alle spændt til bristepunktet i juleforventning. De voksne - selv den myndige farmoder - glædede sig over lysene, den gode mad og børnenes glade øjne. Børnenes glæde er jo julegaven til de voksne.

Mens de alle sidder og spiser klipfisk, banker det på døren. Kun Altamiro hører det, og derfor er også det ham, der løber ud for at lukke op. På dette tidspunkt er Altamiro fem år, og det tager lidt tid, før han får bakset den tunge, forgyldte, entrédør op. Men op kommer den, og det, han ser på den anden side, ændrer hans liv. Da han får døren op, ser han en lille pige på sin egen alder, klædt i hvidt, og med vinger på ryggen. Det er en engel! Juleaften møder Altamiro en engel. Da Altamiro får døren op, er englen på vej ned ad trappen, hun fniser og klukker, mens hun løber ned ad de tæppebeklædte trin, men så standser hun og vender sig mod Altamiro. Englen vender sig og kigger Altamiro direkte ind i øjnene, og så smiler hun til ham. Altamiro fyldes med fryd. Da Altamiro er 5 år, opsøges han juleaften af en engel, som smiler til ham. Det møde ændrer Altamiros liv. Altamiro er fuldstændig overbevist om, at han blev velsignet den juleaften. Fra dette øjeblik opfatter Altamiro sig som verdens heldigste mand.

Det er ikke en diffus fortolket barndomserindring, nej, Altamiro husker det hele meget tydeligt, og oplevelsen er fuldstændig konkret for ham. Juleaften, da han var fem år, blev han opsøgt af en engel, som velsignede ham. Siden mødet med englen har heldet tilsmilet Altamiro. Beviser er der masser af. Når jeg besøger Altamiro i Portugal, går der ikke en time, uden at man bliver mindet om hans møde med englen, den juleaften for mange år siden. Finder vi en ledig parkeringsplads, passer vejret til vores planer, har bageren længe åbent, så er det alt sammen, fordi Altamiro er en heldig mand. "I told you, Peter, I am a lucky man," siger han - og han mener det.

Altamiro er heldig, og han er altid glad. Ikke næsten altid glad. Altamiro er altid glad. Jeg har aldrig set ham trist, flov eller nedtrykt. Altamiro kan ikke slås ned. Falder han på sin cykel, så er det kosteligt morsomt. Bryder bilen sammen i et øde bjergterræn, så er han fuld af fortrøstning. Han driller damerne med at fange små giftige slanger. Han er den portugisiske udgave af krokodillejægeren. Altamiro er verdens heldigste mand, og han har intet at frygte. Alt løser sig, og det gør det så. Kun en gang har jeg set Altamiro i noget, der kunne nærme sig antydningen af en krise. Han skulle trækkes i en faldskærm bag en speedbåd på en stor kold sø i Skotland. Et eller andet gik galt, og han blev med ret stor fart kastet mod vandoverfladen. Det så meget, meget grimt ud. Det kunne meget nemt være gået helt galt. Efter den oplevelse, da vi fik ham fisket op af det kolde vand, var der faktisk et par minutter, hvor Altamiro var en lille bitte smule slukøret. Men kun i et par minutter, så sad han igen og grinede med sit kanonkuglerunde hoved stikkende ud af den styrthjelm, der minutter forinden havde reddet hans liv. Der skete jo ikke noget, "I told you, Peter, I am a lucky man".

Jeg skal ikke benægte, at Altamiros overbevisning om eget held til tider kan være en kende belastende. Men Altamiro er min ven. Han er det bedste selskab, man kan ønske sig. Han er den gladeste mand, jeg nogensinde har mødt. Jeg ved ikke, hvad Altamiro så på trappen den juleaften for mange år siden. Men han blev velsignet. Han fik der den bedste julegave, man kan ønske sig. Han blev overbevist om, at han var verdens heldigste mand. Og det har han så været lige siden!

Copyright: Peter Lund Madsen

(Sidst ændret 2. januar 2012)

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS