Leonardo og den frie tanke

leonardo_1 I middelalderen herskede mørket. Overtroen rådede, hjernen var gået i stå. De gamle grækere havde tænkt, men det var ovre, og den viden, man havde nået at få samlet ind, mens hjerneaktiviteten var fri, blev nu kontrolleret af mørkemænd. Nu handlede det om at få tingene til at passe, ikke om at blive klogere. Var der ny viden, som ikke passede ind i det accepterede, blev den fortrængt eller lavet om. Alting var stivnet, alting var gået i stå. Middelalderens opfattelse af sammenhængen mellem hjernen og sjælelivet var stykket sammen af teorier og beskrivelser fra Platon (427-347 f.v.t.), Aristoteles (384-322 f.v.t) og Galen (130-200 e.v.t.). Galen var en græsk anatom, som ved dissektion var kommet frem til, at hjernens midte var optaget af tre væskefyldte hulrum. Ventriklerne. Galen var en dygtig anatom, men dissektionsstudier af hjernen er specielt vanskelige. Er hjernen først taget ud af kraniekassen, så klasker den sammen, og så kan det godt være vanskeligt at orientere sig i præparatet. Specielt svært er det, når man kigger efter væskefyldte hulrum, hvorfra væsken er forsvundet. Her er muligheden for fejl meget stor. Og galt gik det for Galen. I stedet for fire fandt han kun tre ventrikler. Og fejlagtigt troede han endvidere, at disse befandt sig i forlængelse af hinanden, placeret som perler på en snor. Denne fejltagelse indgik i middelalderens opfattelse af hjernen og dens aktiviteter. Man udtænkte en meget indviklet model, hvor sjælelivet blev beskrevet som et resultat af væskers passage fra tarmen, gennem leveren, via hjertet op til hjernen. Heroppe i de tre ventrikler manifesterede sjælelivet sig. Opfattelsen var forkert, men det var, hvad man troede. Op gennem hele middelalderen - i langt over 500 år - blev denne fejlagtige model opfattet som sandheden. Man troede på det, man havde hørt, ikke på det man kunne se eller tænke sig frem til.

Hvorledes Galens fejlagtige opfattelse af ventrikelsystemets anatomi blev rettet, og hvorledes vi kan se erkendelsen afspejlet i verdenskunsten er en af naturvidenskabens allerførste og allersmukkeste historier. Det var i renæssancen, vi igen blev klogere. I renæssancen levede Leonardo Da Vinci (1452-1519), og Leonardo tegnede hjernen. På en af sine første tegninger af hjernen fra 1490 gentog Leonardo middelalderens fejl. Her ligger ventriklerne som tre pølser på stribe. Leonardo startede altså med at tage fejl, men det er ingen skam, når bare man har viljen til at blive klogere, og det havde Leonardo. Han ville løse problemet med hjernen, der klaskede sammen. Han ville med egne øjne se, hvordan ventriklerne var opbygget inde i hjernen. Og det var lige netop, hvad han skulle komme til. Leonardo var skulptør, og han brugte sine gammelkendte teknikker. På liget, mens hjernen stadig var på plads understøttet af hjernens hinder, med ventriklerne intakte, foretog han en voksafstøbning. Han indsprøjtede varmt smeltet bivoks i de udspilede ventrikler. Han lod voksen køle og stivne for så herefter at fjerne formen dvs. den omkringliggende hjerne.

Nu havde Leonardo et præcis afstøbning af ventrikelsystemet. Nu kunne han se, hvorledes verden var indrettet, og det, han så, passede ikke med det, han havde hørt. Leonardo så fire ikke tre ventrikler, og de lå ikke som pølser på stribe. Deres indbyrdes placering var indviklet og passede slet ikke med det, Galen troede, han havde set. Virkeligheden passede ikke med overleveringen. Og her kunne historien så have været slut, hvis det ikke havde været, fordi Leonardo tog konsekvensen af det, han så.

I en ny tegning fra 1506 tegnede Leonardo virkeligheden og ikke overleveringen. Her er fire ventrikler tegnet i det rette forhold til hinanden. Denne begivenhed sammen med en hel masse andre, der fandt sted i disse år, blev starten på den moderne videnskab. Luften blev igen friskere, hjernen blev atter sat fri, udviklingen kunne atter få fart.

Naturvidenskaben har i højere grad en noget andet ændret vores verdensopfattelse og vores livsbetingelser. En af de ting, der indvarsler starten på frigørelsen af naturvidenskabens mægtige kraft, er voksafstøbningen af hjernens ventrikelsystem. Naturvidenskabens drivkraft er videbegærligheden, og naturvidenskabens adelsmærke er den udogmatiske jagt på ny viden. Nu som før, inden for såvel som uden for naturvidenskabens verden gælder Leonardos kloge ord: "Viden kommer fra observationer ikke fra autoriteter."

(Sidst ændret 15. maj 2012)