Verdens farligste dyr

verdens-farligste-dyr_billede Dengang jeg var ni år, var jeg sammen med min familie på Zoologisk Museum. Vi, min mor, min far, min bror og jeg, var inde og se en udstilling, som handlede om denne vor klodes fremtid. Det var en kritisk udstilling. Det var en udstilling, der fortalte om overbefolkning og forurening. Det var en udstilling i tidens ånd. Det var en af de første gange, jeg blev konfronteret med alle de ulykker, som vi mennesker er skyld i. Det var en af de første gange, jeg blev gjort opmærksom på de mange problemer, der ventede forude. Det var en tankevækkende udstilling, og det var ikke en udstilling, man blev i godt humør af. Det er jo ikke altid, man bliver i godt humør af at blive klogere. Specielt den sidste del af udstillingen gjorde et stort indtryk. Det var et slag med halen, der ville noget. Allersidst, lige før udgangen, hang et stort spejl. Over spejlet hang et skilt med teksten: "VERDENS FARLIGSTE DYR". Hverken mere eller mindre. Verdens farligste dyr. Man kunne ikke undgå at blive fanget ind. Alle skulle forbi. Her kom sandheden for en dag. Alle blev fanget ind af spejlet. Her stod man så, uforvarende, en stille søndag i september. Med sin lillebroder på seks år. Med små tynde hvide ben i korte bukser og ankelsokker. Med strithår, klare øjne og med en gryende dårlig samvittighed. Verdens farligste dyr. Det var begyndelsen. Her blev min fornemmelse for menneskeartens farlighed grundlagt. Denne fornemmelse har fulgt mig gennem livet. Lige indtil for ganske nyligt, hvor jeg tog spørgsmålet om menneskets farlighed op til fornyet overvejelse. Er vi mennesker virkelig verdens farligste dyr? Er det os mennesker, der sidder på magten? Disse spørgsmål kan kun besvares ved at skue tilbage. Sandheden om mennesket finder vi ikke i os selv. Sandheden om mennesket finder man ikke på en rejse mod sjælens inderste. Selvindsigt og psykologi giver ikke svaret. Vil man forstå mennesket, skal man betragte mennesket i udviklingshistoriens perspektiv. Mennesket skal forstås ud fra menneskets plads i naturhistorien. Sådan er det.

Gør man det, går man tilbage i naturhistorien, står det klart, at vi mennesker ikke er særlig farlige. Bevares, på kort sigt kan vi virkelig lave ballade. Men sagen er, at vi mennesker primært er farlige for os selv. Med menneskehjernen går alting lynhurtigt. Og det bliver værre og værre. Menneskearten er i risiko for at uddø. Vi er en truet art. Vores store magt over tingene vil uvægerligt medføre, at vi i fremtiden vil bringe os i situationer, der vil true vores eksistens. Indtil nu har vi mennesker kun udløst én globalt truende situation - den kolde krig - den situation klarede vi, men flere vil følge. Menneskeheden vil konstant blive udfordret. Det eneste, vi kan gøre, er at stramme os an og håbe det bedste. Men hvor længe vil det gå godt? Ikke til evig tid. Så ja - vi er farlige for os selv. Men set i det store perspektiv så er vi sandsynligvis slet ikke særlig farlige. For at være et virkelig farligt dyr, skal man have tid. Og den tid er jeg ikke sikker på, at vi mennesker får. Havde blågrønalgen været et dyr, så havde den været en værdig kandidat til titlen "verdens farligste dyr". Blågrønalgerne havde en milliard år, og de fik virkelig sat sig spor. De små blågrønalger forurenede atmosfæren med ilt. De forbrugte næsten alt den CO2, der var i atmosfæren. De satte jordelivet på den anden ende. De var rigtig farlige, men de havde også tiden. Sammenlignet med blågrønalgen er vi en fuldstændig harmløs art. Tænk lige på det.

(Sidst ændret 6. januar 2012)